Det hele startede da National Agency valgte at der ikke var plads på vores Midt Term Training i Predeal til os allesammen. De sidst tilmeldte (bl.a. OS, pga vores lorteorganisation) blev valgt fra og får så lov at komme senere - om 2-3 uger.. ingen ved endnu præcis hvornår.
Siddende (ret arrige over ikke at kunne møde de andre frivillige) i vores dejlige køkken i Hobita, besluttede vi at blaffe hele vejen til Predeal for at feste med dem! Er det muligt at blaffe 400 km på en dag?
Onsdag morgen begyndte vi. Vi gik fra huset i Hobita ca. kl halv 11. Da vi var næsten i Pestisani, blev vi samlet op og kørt til rådhuset, hvorfra vi kunne blaffe mod Tg Jiu. Vi måtte afvise et par maxitaxier før der kom en rigtig bil, som gad have os med. Efter at have snakket med ham og forklaret hvad vi prøvede på, kørte han os til udkanten af Tg Jiu og satte os på vejen mod den næste by vi ville sigte efter, Valcea. Her mødtes vi med en veninde, Sandrina, studerende fra Portugal, som kender en flok af de frivillige og gerne ville med os - så var vi 5. Vi prøvede uden held at stå alle 5 sammen, men det gik slet ikke! Vi delte det fine store medbragte papir og tusherne, og Guadalupe og jeg gik længere hen ad vejen og prøvede derfra. Stadig ingen held, trods det flotte VALCEA skilt og optimistiske smil. Efter et par minutter kommer de 3 andre kørende forbi os - og holder ind! De havde fundet en mand som skulle hele vejen til Valcea, og vi kunne komme med. Han var en rar mand, meget snaksalig må man sige. Både med os og alle andre - han havde 5 mobiler liggende som han på skift snakkede i. Han satte os af i Valcea, hvor det ville være nemmest at komme mod næste by, Sibiu. Efter få minutter holdt en lastbil ind, som kunne have 2 med, så Guadalupe og jeg hoppede ind og i samme øjeblik holdt en varevogn ind for de andre. Senere fortalte de at han kun kunne have 2, så de fandt en anden bil. Vores lastbilchauffør var fra Tyrkiet og skulle mod Holland - det fristede at blive siddende. Han snakkede Tyrkisk, Hollandsk og Tysk - tysk har vi heldigvis lært i skolen, men nåååh nej, det har vi glemt alt om. Super akavet samtale på dårligt tysk! Efter et stykke vej, skulle han holde en times pause. Det følte vi ikke vi havde tid til så vi ville prøve at finde en anden bil. Han snakkede med en anden tyskisk lastbilfyr, som gerne ville have os med videre mod Sibiu. Han snakkede heldigvis lidt engelsk, så det blev lidt nemmere. Dog havde nogen misforstået nogen og lige pludselig holdt han ind midt på en stor motorvej og pegede mod højre og prøvede at forklare os et eller andet med at vi skulle den vej for at komme til næste by, Brasov. Vi kravlede over hegnet og gik lidt forvirrede rundt ude i rabatten indtil en arbejder holdt ind og grinende spurgte hvad vi lavede. Han fortalte at vi ikke skulle mod højre, men tilbage igen og så til venstre i en rundkørsel, skønt.... Vi fandt en bro og krydsede motorvejen og endnu en arbejder kom grinende hen og kaldte os skøre, øv. Nebune, nebune! Vi spurgte også ham til råds for at være sikre og han var enig med den anden arbejder - tilbage! Vi stod i laaaang tid ved motorvejen, på en fin spærreflade mellem vejen og en tilkørsel. Ingen stoppede. En lastbil blinkede ind, drejede lidt og kørte så videre - dårlig humor, dårlig, dårlig humor! Til sidst holdt en varevogn ind med to fyre i. De var fra Belgien og Holland eller sådan noget og snakkede ca. ingen sprog.. Spændende. De var på vej til Bukarest og anede ikke hvor Brasov var. Vi anede det heller ikke og heller ikke hvilken retning Bukarest lå i. Vi var ved at gå i panik over at være faret så meget vild, og så sammen med folk vi ikke kunne snakke med. Pludselig genkender Guadalupe rundkørslen og vi prøver at forklare dem vi gerne vil ud. Det lykkedes først ved næste landsby. Det var godt nok, for så kunne vi også tisse og finde noget mad - vi fandt bananer, super, videre! Vi prøvede at komme tilbage til rundkørslen og med munden allermest proppet, holder en lastbil ind. Rigtig rar mand. Han skulle ligeud, hvor vi skulle til højre, så vi blev sat af i rundkørslen. Brasov-skiltet frem igen og en banan mere. Efter lidt tid kører en lastbil dyttende igennem rundkørslen - den første tyskiske chauffør! Vi kunne være blevet ved ham og været mere sikre, satans. Efter laaaaang tid holdt en ny lastbil ind og en mand, som havde stået bag os og gloet på os løber hen til ham. Kælling, det er vores! Vi løber med ham mens Guadalupe skriger BIIIITCH, BIIIITCH! Han spørger lastbilen om han har plads til alle 3, og det har han heldigvis. På vejen overtalte vi ham til at holde ind et sted så vi kunne få noget mad og de drak en kop kaffe. Det tog næsten 3 timer, så det var ved at være godt mørkt og vi blev enige med de andre piger om at det ville være bedre at fine bus eller tog fra Brasov til Predeal. Lastbilfyren satte os af i udkanten af byen og forklarede at vi skulle tage en taxi til togstationen, 6 lej. Det gjorde vi - og fandt pigerne der. Vi fandt lidt mad og tog så toget, knap 4 lej. I Predeal ventede vi på en Lithaunsk pige og tog så en taxi til hotellet. Vi kendte vejen, og vidste derfor hvor meget opad det gik. Altså, taxi. VI ANKOM! Det tog i alt 10 timer, 4 biler, 4 lastbiler, 2 taxier, 1 tog og 10 lej. Det var en god tur.
I Predeal sneg vi os ind på en argentinsk fyrs værelse og smed vores ting før vi gik hen i lobbyen og mødte alle de andre dejlige mennesker. Ingen ansatte sagde noget til at vi var der. Om de opdagede det, ved jeg ikke. Vi mødte vores træner, Daniel, fra On Arrival Training i oktober, som syntes det var fedt vi var kommet igen. Det blev en rigtig god fest og til slut hentede jeg mine ting og sov på dansker-Mira og svensker-Linneas værelse. Vi mødtes igen næste morgen og mødte træneren Daniel, som sagde god for at vi kunne komme ned og spise morgenmad. Han er en bølle, hva?
Så skulle vi hjem igen, vi 4 Pestisani piger. Vi gik fra hotellet ca kl 10 mod togstationen, og fandt der et tog til Brasov halv 11, perfekt. Da vi ankom blev vi overfaldet af engelsktalende guider som ville have os med til Draculas slot - nej tak, vi vil gerne hjem. Vi fandt en maxitaxi agtig fyr, som kørte os ud til motorvejen for 5 lej hver. Midt i ingenting igen, åh nej. Vi fandt heldigvis hurtigt en bil, en ung studerende, som snakkede en smule engelsk og kunne have alle 4 med. Han kørte os til en landsby imellem Brasov og Sibiu, hvor vi spiste en sandwich og opdagede at Guadalupe havde glemt sin mobil i hans bil, øv! I landsbyen fandt vi en lastbil, som kunne have to med, så den tog Guadalupe og Lucie, mens Vizma og jeg ledte videre. Kort efter holdt en mand ind og forklarede os hvordan vi skulle komme til rundkørslen i Sibiu og så videre til Valcea, men han kunne ikke køre os derhen, øv. En varevogn holdt ind, satte en dame af og samlede os op og kørte os hele vejen til rundkørslen. I rundkørslen mødte vi igen pigerne og fandt vejen mod Valcea. De fik en bil og kort efter fik vi også en. Det første han sagde var at vi skulle tage sikkerhedsseler på. Der var dog ingen i bag, spændende. Vi fandt hurtigt ud af hvorfor - han kørte ræs! Med 140 i timen på en (heldigvis tosporet) vej med stejl bjergvæg på den ene side og en sø på den anden. Ind og ud imellem bilerne for at komme hurtigst frem. Han tog et par vilde chancer efter min mening, men han så ud til at have helt styr på det. Bortset fra at jeg fløj rundt i bag som en dukke altså... Han var rigtig sød og snaksalig - på rumænsk altså. Han fortalte om sigøjnere og naturen og spurgte os om Letland og Danmark og hvad vi lavede her. Senere spurgte han om vi havde tid til at han måtte vise os noget, bare 5 minutter. Jo jo da. Vi holdt ind og han viste os en rigtig flot kirke - den var dækket af malerier, dækket! Vi kørte videre og han bød på kaffe... Jo tak. Han kørte os hele vejen til Valcea og spurgte folk om vej til det letteste sted at blaffe mod Tg Jiu. Der satte han os af og vi fortsatte. I lang tid kørte bilerne bare forbi os, mens de lavede "hvor vil i hen"-tegnet. Så vi lavede et skilt - et dårligt et, for vi havde kun en blyant. En hund med et super opsvumlet øje kom og stirrede på mig mens jeg sad og skrev skilt. Vizma gik i panik og det samme gjorde jeg. Aldrig har jeg rejst mig så hurtigt og ninja agtigt op fra jorden! Efter et godt stykke tid holdt en bil ind, som skulle til Tg Jiu. En lidt underlig engelsktalende mand med rigtig dårlig humor og kun en arm. Han klarede at styre, skilte gear, skifte kasettebånd og drikke pepsi fra 2,5 liters flaske kun med venstre hånd. Godt gået! Han snakkede og snakkede og vil gerne vise os de højeste bjerge til sommer. Hvis det sker, bliver det med en stor flok mennesker. Han satte os af ved Piata Mare, hvorfra maxitaxierne kører. Vi mødtes med de to andre og tog en af dem hjem, 6 lej. I dag tog det 8 timer, 4 biler, 2 maxitaxier, 1 tog og 15 lej.
Hvor er det dejligt at rejse i Rumænien! Danmark burde oppe sig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar