I starten af sidste uge besluttede vi (Rodrigo fra Argentina, Mathias fra Aalborg, Vizma fra Letland, Lucie fra Frankrig, Guadalupe fra Argentina og jeg) at tage til Serbien i weekenden. Bare en lille hyggelig tur fra fredag til søndag. Rodrigo fandt os nogle muligheder fra couchsurfing at sove ved. Enten skulle vi deles op og sove ved to forskellige, hvilket ville blive meget besværligt fordi vores telefoner ikke ville virke i Serbien og vi derfor ikke ville kunne komme så let i kontakt med hinanden. Den anden mulighed var den her fyr, Milan, som af en eller anden grund havde nøglen til en tom lejlighed under hans, hvor vi alle 6 ville kunne sove sammen… lidt ulovligt, men det valgte vi altså. Omkring middag ringede vi til en maxi taxi vi for nylig havde fået nummeret på, og bad ham hente os hjemme og køre os til busstationen i Targu Jiu og på vejen forbi et sted vi kunne veksle penge og vente på os der – det gad han godt, og endda billigere end de andre maxitaxier som kun kører til Piata Mare, et lille torv i Targu Jiu. Vi kom til busstationen og fandt en bus til Motru som kørte en times tid senere. Rodrigo og Mathias ankom og det samme gjorde bussen og vi smuttede af sted. I Motru fandt vi to maxi taxier der kunne køre os til grænsen til Serbien. Der snakkede vi med noget grænsepoliti som sagde vi ikke måtte gå over grænsen, men blev nødt til at gå ned langs rækken af biler for at spørge om vi kunne komme med dem. Vi delte os op to og to, mig med Guadalupe, Mathias med Lucie, og Rodrigo med Vizma og gav os til at spørge i bilerne. Vi fandt heldigvis hurtigt en bil hver – mig og Guadalupe med to fyre i tyverne som også skulle igennem den by vi ville mødes i bagefter for at tage en bus til Beograd. Da vi nåede kontrolboksen ville de ikke lade Guadalupe komme igennem fordi hun kun havde argentinsk pas og de mente ikke at hun kunne komme ind i Serbien, men det skældte hun stort ud over, for vi vidste at det kunne hun, og så lod de os køre igennem. Køen imellem de to grænser var rigtig lang og da vi var omkring 25 biler fra boksen, så vi Lucie og en pige løbe forbi os og vi troede Lucie sagde de skulle på toilet (pga. hendes dejlige accent) men de løb i virkeligheden op for at spørge om de kunne komme hurtigere igennem fordi de skulle nå bussen. Det fik de på magisk vis lov til og ringede til os og den rumænsk pige fortalte vores fyre at de bare skulle køre udenom køen og op til boksen og så kunne vi komme før igennem, men da vi kom derop fik vi to lov til at løbe over grænsen og op til hovedvejen hvor bussen fra den by ville komme forbi. I mens blev drengene sendt ned bag i køen igen. Dårlig samvittighed, ja tak! Vi løb op til vejen og ventede, imens ringede vi til Rodrigo og Vizma som var i en bil bagved os et sted og sagde de skulle løbe op til den blonde dame og sige de skulle nå bussen, så det gjorde de og kom løbende til os. Bussen kom med Mathias og Lucie i, og samlede os op og så havde vi ellers 5 timer i bus til Beograd. Slet ikke en slem tur, for naturen der er såååå smuk! Vi kørte imellem og igennem bjerge det meste af vejen og med en stor flod på den ene side.
Vi ankom til Beograd og spurgte om vej til området hvor Milan boede. To busser og så var vi der. Vi ringede til ham og sagde at vi var der og så kom han ellers løbende for at hente os. En skøn gut med rigtig meget at fortælle om Serbien og generelt om alting. Han tog os med til en lille slags bar, hvor der i et hjørne stod en mikrofon med alt tilbehør og så kunne man ellers optræde hvis man havde lyst – det meste af tiden var der heldigvis en dygtig sanger der sang. Rodrigo og Guadalupe var oppe og synge noget spansk halløj og Mathias oppe og spille guitar og synge danske sømandssange. På bordene lå der forskellige instrumenter så alle kunne være med. Der var en super god stemning og de lavede rigtig gode smoothies. Senere tog vi en taxi til midtbyen for at tage en bus hjem til Milan. Vi prøvede at finde et sted at spise i nærheden, men kun McD havde åbent, så det blev det. De havde dog heller ikke helt åbent, men kun i McDriven, så vi fik lov til at gå rundt i den og lege vi var en bil. Derefter tog vi hjem til Milan og han låste os ind i den tomme lejlighed, som ikke var helt tom som vi troede – der var sovepladser til 6, tadadam! Ikke de bedste, men det var okay. Vi gik med ham op for at se hans lejlighed og endte med at blive der til langt ud på natten og snakke og hygge. Må jeg lige gentage; skøn fyr!
Om lørdagen ville vi ud og se Hovedstaden. Vi fik et par ting forklaret af Milan og tog så ellers af sted. Byen er lige så smuk som naturen omkring den. Bygningerne er rigtig flotte og udsmykkede og der er mange forskellige typer imellem hinanden; rigtig gamle bygninger, nyere bygninger, en stor borg man kunne gå rundt i, en gammel bydel med små søde huse og en skøn udsigt fra en bakketop ud over husene og floden. Et sted så vi en flok mænd med kameraer uden for et hotel, så vi ventede der lidt for at se hvem der ville komme, og ud af en taxi kom en blond trunte og vinkede til os, vi spurgte omkring os og fik at vide det var en sanger kaldet Babydoll. På borgen mødte vi en mentor fra Ungarn vi havde mødt i Predeal til vores on arrival training og snakket med. Efter at have gået byen rundt, mødtes vi med Milan til lidt mad inden han skulle arbejde, og han viste os hen til der hvor de gode barer lå og vi fik noget kaffe og kakao der inden vi gav os til at lede efter en kæmpe ortodoks kirke vi havde set fra taxien den første aften. Vi fandt den! Og for satan hvor var den flot – og stoooor! Efter fandt vi en lille underlig bar med live violin musik, sikkert traditionelt serbisk. Da vi gik derfra og spurgte en tilfældig mand efter det sted vi havde aftalt at mødes med hende mentoren fra borgen, viste han sig selvfølgelig at arbejde for NGO i Serbien og inviterede os til deres kontor og begyndte at give os telefon numre og snakke om ideer til at samarbejde og alt muligt. Bagefter viste han os vej til stedet, som viste sig at være LORT i mine øjne. Det var en skummel dunkel underground club med virkelig forfærdelig bombombombombombom musik og underlige mennesker. Jeg var ved at blive halv syg og de små sorte gange med øv-musik gjorde det ikke bedre. Så tog vi hjem og puttesov, og lige pludselig var den lille dårlige sofasengeting helt fantastisk at sove på.
Om søndagen pakkede vi taskerne og smuttede ud i byen igen. Først lige en kop te i Milans lejlighed og så af sted. Vi krydsede floden til en gammel bydel med søde små huse på en stor bakke. Vi kæmpede os selvfølgelig helt til toppen så vi kunne se ud over byen og floden. Vi vandrede byen rundt lidt mere og så hen og købe billetter til bussen og så ud i byen og vente lidt mere, på en fin lille bar, i en slags park og så tilbage til bussen og af sted – uden Mathias :( Turen var selvfølgelig lige så flot tilbage, og vi fik lov til at komme af ved grænsen, samme sted som vi kom på den anden bus. Vi fik frysende hen til grænseboksen, men måtte ikke gå ud af landet, så grænsepolitiet inviterede os ind hvor de selv holdt til og da der kom en varevogn forbi spurgte de for os om vi måtte komme med, og så blev vi ellers losset ind bag i en varevogn alle 5. Der var koldt og sort og meget larmende fordi det rystede så meget, men vi kom over begge grænser og de kørte os endda til Severin, en by i nærheden, hvor vi ville tage toget fra. Ved en af grænserne ville de høre hvilken by jeg kom fra, sikkert for at tjekke om det nu også var mig, siden billedet slet ikke ligner mere. På banegården i Severin fandt vi et billigt tog hjem til Targu Jiu efter 2 timer, så vi købte billet og gav os til at vente. En lille irriterende sigøjnerdame blev ved med at komme og snakke med os og spørge om penge og brød og om hun måtte låne en telefon. Toget kom og vi stak af fra hende, snork sov i toget i to timer uden at vågne da vores alarmer ringede, men heldigvis kom togmanden og råbe HAI HAI MERGEM MERGEM, og vi panikkede og løb ud af toget og ind i det næste, som også tog to sovende timer. Endelig var vi tilbage i Targu Jiu, hvor vi fik lov til at være 5 i en taxa til Piata Mare. Der fandt vi en maxitaxi til at køre os til Hobita og en anden til Rodrigo til Godinesti, hans bette by.
Hele turen har i alt kostet mig omkring 600 danske kroner for transport, mad, drikke, ja alting.. Vi er nu blevet enige om at vi er enhjørninger, fordi vi var så skide heldige hele turen.. Vi håber det holder ved :)
