Nyt hus!

Så fik jeg et nyt hjem! Sammen med Mathiasen.. To værelser ligesom vi bad om, man skal dog gå igennem det ene for at nå det andet.. Men ja.. Stedet er ret fedt! Det er en pension bag en restaurant ved hovedvejen fra Tg Jiu til min gamle by. Stedet bliver drevet af en rar gammel kæmpemand, som også leger kok og er ret sej til det. Værelserne er ret små og skumle og uden nogen form for skabe, men lige udenfor dem er der et stort hyggeligt terasse område, hvor jeg nok kommer til at bruge mere tid end på værelset. Herude ligger toilettet også men det er pænt klamt - heldigvis er der flere jeg kan stikke af hen på. Nedenfor trappen og til venstre ligger det køkken vi bør bruge, pool med grønt bjergvand, fodboldbane, bordtennisborde, basketbane, udendørs bruser og en sø med dræberfisk som han sælger af. Om natten bliver dræberhundene lukket ind i det område og så er det slut! Heldigvis er der et par andre køkkener vi også kan bruge, og det eneste køleskab er i forvejen inde i restaurantens bar, så maden er ikke låst inde ved sindssyge hunde. Hvis jeg er for doven til at lave mad kan jeg bare gå ned til den rare kok og bede ham lave noget til mig, og så betale omkring 10 lej. Lige rundt om restauranten ligger 3 butikker - den ene hører til restauranten, en anden er super hyggelig og den tredje har slet ikke madvarer. Runcu skole ligger omkring 4 km væk og Tg Jiu 15 km.. Vi er okay tæt på det hele - det er rart. Lige nu kan jeg høre høj musik nede fra poolområdet, en bette fest måske??

blaffe, feste, sove, æde, blaffe, kaffe, blaffe

Det hele startede da National Agency valgte at der ikke var plads på vores Midt Term Training i Predeal til os allesammen. De sidst tilmeldte (bl.a. OS, pga vores lorteorganisation) blev valgt fra og får så lov at komme senere - om 2-3 uger.. ingen ved endnu præcis hvornår.
Siddende (ret arrige over ikke at kunne møde de andre frivillige) i vores dejlige køkken i Hobita, besluttede vi at blaffe hele vejen til Predeal for at feste med dem! Er det muligt at blaffe 400 km på en dag?
Onsdag morgen begyndte vi. Vi gik fra huset i Hobita ca. kl halv 11. Da vi var næsten i Pestisani, blev vi samlet op og kørt til rådhuset, hvorfra vi kunne blaffe mod Tg Jiu. Vi måtte afvise et par maxitaxier før der kom en rigtig bil, som gad have os med. Efter at have snakket med ham og forklaret hvad vi prøvede på, kørte han os til udkanten af Tg Jiu og satte os på vejen mod den næste by vi ville sigte efter, Valcea. Her mødtes vi med en veninde, Sandrina, studerende fra Portugal, som kender en flok af de frivillige og gerne ville med os - så var vi 5. Vi prøvede uden held at stå alle 5 sammen, men det gik slet ikke! Vi delte det fine store medbragte papir og tusherne, og Guadalupe og jeg gik længere hen ad vejen og prøvede derfra. Stadig ingen held, trods det flotte VALCEA skilt og optimistiske smil. Efter et par minutter kommer de 3 andre kørende forbi os - og holder ind! De havde fundet en mand som skulle hele vejen til Valcea, og vi kunne komme med. Han var en rar mand, meget snaksalig må man sige. Både med os og alle andre - han havde 5 mobiler liggende som han på skift snakkede i. Han satte os af i Valcea, hvor det ville være nemmest at komme mod næste by, Sibiu. Efter få minutter holdt en lastbil ind, som kunne have 2 med, så Guadalupe og jeg hoppede ind og i samme øjeblik holdt en varevogn ind for de andre. Senere fortalte de at han kun kunne have 2, så de fandt en anden bil. Vores lastbilchauffør var fra Tyrkiet og skulle mod Holland - det fristede at blive siddende. Han snakkede Tyrkisk, Hollandsk og Tysk - tysk har vi heldigvis lært i skolen, men nåååh nej, det har vi glemt alt om. Super akavet samtale på dårligt tysk! Efter et stykke vej, skulle han holde en times pause. Det følte vi ikke vi havde tid til så vi ville prøve at finde en anden bil. Han snakkede med en anden tyskisk lastbilfyr, som gerne ville have os med videre mod Sibiu. Han snakkede heldigvis lidt engelsk, så det blev lidt nemmere. Dog havde nogen misforstået nogen og lige pludselig holdt han ind midt på en stor motorvej og pegede mod højre og prøvede at forklare os et eller andet med at vi skulle den vej for at komme til næste by, Brasov. Vi kravlede over hegnet og gik lidt forvirrede rundt ude i rabatten indtil en arbejder holdt ind og grinende spurgte hvad vi lavede. Han fortalte at vi ikke skulle mod højre, men tilbage igen og så til venstre i en rundkørsel, skønt.... Vi fandt en bro og krydsede motorvejen og endnu en arbejder kom grinende hen og kaldte os skøre, øv. Nebune, nebune! Vi spurgte også ham til råds for at være sikre og han var enig med den anden arbejder - tilbage! Vi stod i laaaang tid ved motorvejen, på en fin spærreflade mellem vejen og en tilkørsel. Ingen stoppede. En lastbil blinkede ind, drejede lidt og kørte så videre - dårlig humor, dårlig, dårlig humor! Til sidst holdt en varevogn ind med to fyre i. De var fra Belgien og Holland eller sådan noget og snakkede ca. ingen sprog.. Spændende. De var på vej til Bukarest og anede ikke hvor Brasov var. Vi anede det heller ikke og heller ikke hvilken retning Bukarest lå i. Vi var ved at gå i panik over at være faret så meget vild, og så sammen med folk vi ikke kunne snakke med. Pludselig genkender Guadalupe rundkørslen og vi prøver at forklare dem vi gerne vil ud. Det lykkedes først ved næste landsby. Det var godt nok, for så kunne vi også tisse og finde noget mad - vi fandt bananer, super, videre! Vi prøvede at komme tilbage til rundkørslen og med munden allermest proppet, holder en lastbil ind. Rigtig rar mand. Han skulle ligeud, hvor vi skulle til højre, så vi blev sat af i rundkørslen. Brasov-skiltet frem igen og en banan mere. Efter lidt tid kører en lastbil dyttende igennem rundkørslen - den første tyskiske chauffør! Vi kunne være blevet ved ham og været mere sikre, satans. Efter laaaaang tid holdt en ny lastbil ind og en mand, som havde stået bag os og gloet på os løber hen til ham. Kælling, det er vores! Vi løber med ham mens Guadalupe skriger BIIIITCH, BIIIITCH! Han spørger lastbilen om han har plads til alle 3, og det har han heldigvis. På vejen overtalte vi ham til at holde ind et sted så vi kunne få noget mad og de drak en kop kaffe. Det tog næsten 3 timer, så det var ved at være godt mørkt og vi blev enige med de andre piger om at det ville være bedre at fine bus eller tog fra Brasov til Predeal. Lastbilfyren satte os af i udkanten af byen og forklarede at vi skulle tage en taxi til togstationen, 6 lej. Det gjorde vi - og fandt pigerne der. Vi fandt lidt mad og tog så toget, knap 4 lej. I Predeal ventede vi på en Lithaunsk pige og tog så en taxi til hotellet. Vi kendte vejen, og vidste derfor hvor meget opad det gik. Altså, taxi. VI ANKOM! Det tog i alt 10 timer, 4 biler, 4 lastbiler, 2 taxier, 1 tog og 10 lej. Det var en god tur.

I Predeal sneg vi os ind på en argentinsk fyrs værelse og smed vores ting før vi gik hen i lobbyen og mødte alle de andre dejlige mennesker. Ingen ansatte sagde noget til at vi var der. Om de opdagede det, ved jeg ikke. Vi mødte vores træner, Daniel, fra On Arrival Training i oktober, som syntes det var fedt vi var kommet igen. Det blev en rigtig god fest og til slut hentede jeg mine ting og sov på dansker-Mira og svensker-Linneas værelse. Vi mødtes igen næste morgen og mødte træneren Daniel, som sagde god for at vi kunne komme ned og spise morgenmad. Han er en bølle, hva?

Så skulle vi hjem igen, vi 4 Pestisani piger. Vi gik fra hotellet ca kl 10 mod togstationen, og fandt der et tog til Brasov halv 11, perfekt. Da vi ankom blev vi overfaldet af engelsktalende guider som ville have os med til Draculas slot - nej tak, vi vil gerne hjem. Vi fandt en maxitaxi agtig fyr, som kørte os ud til motorvejen for 5 lej hver. Midt i ingenting igen, åh nej. Vi fandt heldigvis hurtigt en bil, en ung studerende, som snakkede en smule engelsk og kunne have alle 4 med. Han kørte os til en landsby imellem Brasov og Sibiu, hvor vi spiste en sandwich og opdagede at Guadalupe havde glemt sin mobil i hans bil, øv! I landsbyen fandt vi en lastbil, som kunne have to med, så den tog Guadalupe og Lucie, mens Vizma og jeg ledte videre. Kort efter holdt en mand ind og forklarede os hvordan vi skulle komme til rundkørslen i Sibiu og så videre til Valcea, men han kunne ikke køre os derhen, øv. En varevogn holdt ind, satte en dame af og samlede os op og kørte os hele vejen til rundkørslen. I rundkørslen mødte vi igen pigerne og fandt vejen mod Valcea. De fik en bil og kort efter fik vi også en. Det første han sagde var at vi skulle tage sikkerhedsseler på. Der var dog ingen i bag, spændende. Vi fandt hurtigt ud af hvorfor - han kørte ræs! Med 140 i timen på en (heldigvis tosporet) vej med stejl bjergvæg på den ene side og en sø på den anden. Ind og ud imellem bilerne for at komme hurtigst frem. Han tog et par vilde chancer efter min mening, men han så ud til at have helt styr på det. Bortset fra at jeg fløj rundt i bag som en dukke altså... Han var rigtig sød og snaksalig - på rumænsk altså. Han fortalte om sigøjnere og naturen og spurgte os om Letland og Danmark og hvad vi lavede her. Senere spurgte han om vi havde tid til at han måtte vise os noget, bare 5 minutter. Jo jo da. Vi holdt ind og han viste os en rigtig flot kirke - den var dækket af malerier, dækket! Vi kørte videre og han bød på kaffe... Jo tak. Han kørte os hele vejen til Valcea og spurgte folk om vej til det letteste sted at blaffe mod Tg Jiu. Der satte han os af og vi fortsatte. I lang tid kørte bilerne bare forbi os, mens de lavede "hvor vil i hen"-tegnet. Så vi lavede et skilt - et dårligt et, for vi havde kun en blyant. En hund med et super opsvumlet øje kom og stirrede på mig mens jeg sad og skrev skilt. Vizma gik i panik og det samme gjorde jeg. Aldrig har jeg rejst mig så hurtigt og ninja agtigt op fra jorden! Efter et godt stykke tid holdt en bil ind, som skulle til Tg Jiu. En lidt underlig engelsktalende mand med rigtig dårlig humor og kun en arm. Han klarede at styre, skilte gear, skifte kasettebånd og drikke pepsi fra 2,5 liters flaske kun med venstre hånd. Godt gået! Han snakkede og snakkede og vil gerne vise os de højeste bjerge til sommer. Hvis det sker, bliver det med en stor flok mennesker. Han satte os af ved Piata Mare, hvorfra maxitaxierne kører. Vi mødtes med de to andre og tog en af dem hjem, 6 lej. I dag tog det 8 timer, 4 biler, 2 maxitaxier, 1 tog og 15 lej.

Hvor er det dejligt at rejse i Rumænien! Danmark burde oppe sig!

Unicorns in Serbia

I starten af sidste uge besluttede vi (Rodrigo fra Argentina, Mathias fra Aalborg, Vizma fra Letland, Lucie fra Frankrig, Guadalupe fra Argentina og jeg) at tage til Serbien i weekenden. Bare en lille hyggelig tur fra fredag til søndag. Rodrigo fandt os nogle muligheder fra couchsurfing at sove ved. Enten skulle vi deles op og sove ved to forskellige, hvilket ville blive meget besværligt fordi vores telefoner ikke ville virke i Serbien og vi derfor ikke ville kunne komme så let i kontakt med hinanden. Den anden mulighed var den her fyr, Milan, som af en eller anden grund havde nøglen til en tom lejlighed under hans, hvor vi alle 6 ville kunne sove sammen… lidt ulovligt, men det valgte vi altså. Omkring middag ringede vi til en maxi taxi vi for nylig havde fået nummeret på, og bad ham hente os hjemme og køre os til busstationen i Targu Jiu og på vejen forbi et sted vi kunne veksle penge og vente på os der – det gad han godt, og endda billigere end de andre maxitaxier som kun kører til Piata Mare, et lille torv i Targu Jiu. Vi kom til busstationen og fandt en bus til Motru som kørte en times tid senere. Rodrigo og Mathias ankom og det samme gjorde bussen og vi smuttede af sted. I Motru fandt vi to maxi taxier der kunne køre os til grænsen til Serbien. Der snakkede vi med noget grænsepoliti som sagde vi ikke måtte gå over grænsen, men blev nødt til at gå ned langs rækken af biler for at spørge om vi kunne komme med dem. Vi delte os op to og to, mig med Guadalupe, Mathias med Lucie, og Rodrigo med Vizma og gav os til at spørge i bilerne. Vi fandt heldigvis hurtigt en bil hver – mig og Guadalupe med to fyre i tyverne som også skulle igennem den by vi ville mødes i bagefter for at tage en bus til Beograd. Da vi nåede kontrolboksen ville de ikke lade Guadalupe komme igennem fordi hun kun havde argentinsk pas og de mente ikke at hun kunne komme ind i Serbien, men det skældte hun stort ud over, for vi vidste at det kunne hun, og så lod de os køre igennem. Køen imellem de to grænser var rigtig lang og da vi var omkring 25 biler fra boksen, så vi Lucie og en pige løbe forbi os og vi troede Lucie sagde de skulle på toilet (pga. hendes dejlige accent) men de løb i virkeligheden op for at spørge om de kunne komme hurtigere igennem fordi de skulle nå bussen. Det fik de på magisk vis lov til og ringede til os og den rumænsk pige fortalte vores fyre at de bare skulle køre udenom køen og op til boksen og så kunne vi komme før igennem, men da vi kom derop fik vi to lov til at løbe over grænsen og op til hovedvejen hvor bussen fra den by ville komme forbi. I mens blev drengene sendt ned bag i køen igen. Dårlig samvittighed, ja tak! Vi løb op til vejen og ventede, imens ringede vi til Rodrigo og Vizma som var i en bil bagved os et sted og sagde de skulle løbe op til den blonde dame og sige de skulle nå bussen, så det gjorde de og kom løbende til os. Bussen kom med Mathias og Lucie i, og samlede os op og så havde vi ellers 5 timer i bus til Beograd. Slet ikke en slem tur, for naturen der er såååå smuk! Vi kørte imellem og igennem bjerge det meste af vejen og med en stor flod på den ene side.

Vi ankom til Beograd og spurgte om vej til området hvor Milan boede. To busser og så var vi der. Vi ringede til ham og sagde at vi var der og så kom han ellers løbende for at hente os. En skøn gut med rigtig meget at fortælle om Serbien og generelt om alting. Han tog os med til en lille slags bar, hvor der i et hjørne stod en mikrofon med alt tilbehør og så kunne man ellers optræde hvis man havde lyst – det meste af tiden var der heldigvis en dygtig sanger der sang. Rodrigo og Guadalupe var oppe og synge noget spansk halløj og Mathias oppe og spille guitar og synge danske sømandssange. På bordene lå der forskellige instrumenter så alle kunne være med. Der var en super god stemning og de lavede rigtig gode smoothies. Senere tog vi en taxi til midtbyen for at tage en bus hjem til Milan. Vi prøvede at finde et sted at spise i nærheden, men kun McD havde åbent, så det blev det. De havde dog heller ikke helt åbent, men kun i McDriven, så vi fik lov til at gå rundt i den og lege vi var en bil. Derefter tog vi hjem til Milan og han låste os ind i den tomme lejlighed, som ikke var helt tom som vi troede – der var sovepladser til 6, tadadam! Ikke de bedste, men det var okay. Vi gik med ham op for at se hans lejlighed og endte med at blive der til langt ud på natten og snakke og hygge. Må jeg lige gentage; skøn fyr!

Om lørdagen ville vi ud og se Hovedstaden. Vi fik et par ting forklaret af Milan og tog så ellers af sted. Byen er lige så smuk som naturen omkring den. Bygningerne er rigtig flotte og udsmykkede og der er mange forskellige typer imellem hinanden; rigtig gamle bygninger, nyere bygninger, en stor borg man kunne gå rundt i, en gammel bydel med små søde huse og en skøn udsigt fra en bakketop ud over husene og floden. Et sted så vi en flok mænd med kameraer uden for et hotel, så vi ventede der lidt for at se hvem der ville komme, og ud af en taxi kom en blond trunte og vinkede til os, vi spurgte omkring os og fik at vide det var en sanger kaldet Babydoll. På borgen mødte vi en mentor fra Ungarn vi havde mødt i Predeal til vores on arrival training og snakket med. Efter at have gået byen rundt, mødtes vi med Milan til lidt mad inden han skulle arbejde, og han viste os hen til der hvor de gode barer lå og vi fik noget kaffe og kakao der inden vi gav os til at lede efter en kæmpe ortodoks kirke vi havde set fra taxien den første aften. Vi fandt den! Og for satan hvor var den flot – og stoooor! Efter fandt vi en lille underlig bar med live violin musik, sikkert traditionelt serbisk. Da vi gik derfra og spurgte en tilfældig mand efter det sted vi havde aftalt at mødes med hende mentoren fra borgen, viste han sig selvfølgelig at arbejde for NGO i Serbien og inviterede os til deres kontor og begyndte at give os telefon numre og snakke om ideer til at samarbejde og alt muligt. Bagefter viste han os vej til stedet, som viste sig at være LORT i mine øjne. Det var en skummel dunkel underground club med virkelig forfærdelig bombombombombombom musik og underlige mennesker. Jeg var ved at blive halv syg og de små sorte gange med øv-musik gjorde det ikke bedre. Så tog vi hjem og puttesov, og lige pludselig var den lille dårlige sofasengeting helt fantastisk at sove på.

Om søndagen pakkede vi taskerne og smuttede ud i byen igen. Først lige en kop te i Milans lejlighed og så af sted. Vi krydsede floden til en gammel bydel med søde små huse på en stor bakke. Vi kæmpede os selvfølgelig helt til toppen så vi kunne se ud over byen og floden. Vi vandrede byen rundt lidt mere og så hen og købe billetter til bussen og så ud i byen og vente lidt mere, på en fin lille bar, i en slags park og så tilbage til bussen og af sted – uden Mathias :( Turen var selvfølgelig lige så flot tilbage, og vi fik lov til at komme af ved grænsen, samme sted som vi kom på den anden bus. Vi fik frysende hen til grænseboksen, men måtte ikke gå ud af landet, så grænsepolitiet inviterede os ind hvor de selv holdt til og da der kom en varevogn forbi spurgte de for os om vi måtte komme med, og så blev vi ellers losset ind bag i en varevogn alle 5. Der var koldt og sort og meget larmende fordi det rystede så meget, men vi kom over begge grænser og de kørte os endda til Severin, en by i nærheden, hvor vi ville tage toget fra. Ved en af grænserne ville de høre hvilken by jeg kom fra, sikkert for at tjekke om det nu også var mig, siden billedet slet ikke ligner mere. På banegården i Severin fandt vi et billigt tog hjem til Targu Jiu efter 2 timer, så vi købte billet og gav os til at vente. En lille irriterende sigøjnerdame blev ved med at komme og snakke med os og spørge om penge og brød og om hun måtte låne en telefon. Toget kom og vi stak af fra hende, snork sov i toget i to timer uden at vågne da vores alarmer ringede, men heldigvis kom togmanden og råbe HAI HAI MERGEM MERGEM, og vi panikkede og løb ud af toget og ind i det næste, som også tog to sovende timer. Endelig var vi tilbage i Targu Jiu, hvor vi fik lov til at være 5 i en taxa til Piata Mare. Der fandt vi en maxitaxi til at køre os til Hobita og en anden til Rodrigo til Godinesti, hans bette by.

Hele turen har i alt kostet mig omkring 600 danske kroner for transport, mad, drikke, ja alting.. Vi er nu blevet enige om at vi er enhjørninger, fordi vi var så skide heldige hele turen.. Vi håber det holder ved :)

Going back to Romania

Oh yes, Im going back.... Med meget blandede følelser...
Besøget her i lille Danmark har været.. underligt.. På den ene side har det være helt vildt skjønt at være hjemme, sove i min egen seng med en god dyne, spist god savnet dansk mad, kørt i en velfungerende bil, haft køkken indenfor med normale redskaber i, set hele familien og et par af vennerne, shoppet i gode butikker, fortalt i laaaange baner om kære Rumænien og de dejlige frivillige.. Men på den anden side... Bare på 2 små uger har jeg nået at savne Rumænien, dårlige busser, Pestisani, de dumme unger, Targu Jiu, rådne maxitaxier, venlige landsbyboer, Hobita og vores smukke hus, vores bidende men skønne hund, de dejlige rumænere og sindssyge frivillige, at blaffe rundt og så især pigerne der hjemme fra helt åndssvagt meget... Måske det har noget at gøre med at Danmark ikke har været så fantastisk som jeg havde sat mine himmelhøje forventninger op til at det skulle være.. Folk har ikke rigtig haft den tid jeg godt gad at de skulle have og det har jeg heller ikke selv.. På samme tid har jeg følt jeg har kedet mig og været stresset.. Sjov følelse.. Ej, men det har dælme været dejligt at være hjemme, det må jeg indrømme. Også dejligt at få et lille afbræk fra Rumænien og samtidig få lidt afstand til det hele og finde ud af mange flere ting der skal laves om dernede - og de begynder fra i fucking morgen! Håber i er klar dernede! At menneskerne dernede er så dejlige og at jeg ved at jeg kun har dem i 8 måneder endnu og så når vi mødes en sjælden gang imellem i fremtiden, giver mig endnu mere lyst til at være dernede og være sammen med dem mens jeg kan, for bagefter bliver det sgu svært.. Om 1½ time skal vi afsted mod lufthavnen, så nu vil jeg sove en lille time... Næste blogindlæg vil være fra Rumænien.

Rumænsk tid...

Rumænsk tid er noget helt specielt og langt fra dansk. I Danmark kan man aftale en tid at mødes og være næsten helt sikker på at alle vil være der til tiden, og vældig ofte endda alle 5 minutter før tid. Her i Rumænien er det noget helt andet. Det afhænger selvfølgelig lidt af hvem man aftaler noget med, men én ting er sikkert: man vil ALTID ende med at stå og vente! Tag for eksempel vores manager, som er noget helt for sig selv. Siger han ”1 time” kan man ganske sikkert vente med at dukke op til omkring 3 timer senere – og stadig være sikker på at være der før ham. ”I morgen” eller ”I overmorgen” – Vær forberedt på at vente i flere DAGE! Aftaler man et klokkeslæt, kan man sagtens lægge et par timer til. Han er noget helt specielt, men rumænere generelt er rigtig dårlige til at komme til tiden. Læg en halv time, måske en time til tidspunktet og I vil måske være der nogenlunde samme tid. Jeg har dog fundet én undtagelse! – Alex. Siger han ”20 minutter”, er han der efter 15. Det er vældigt dejligt det meste af tiden, men det er ham vi bruger som maxitaxi når vi skal rundt omkring, så når han ringer og siger ”Jeg er der om 2 minutter” får man edder-røvme travlt med at få sko på og komme ned til vejen!

ADRESSEN

Har nu endelig fået min rigtige adresse! I kan takke min dejlige kone for at prikke ekstra meget til ejeren :-)

Pinosanu Cosmin

Sat. Hobita 124

Comuna. Pestisani

Jud. Gorj, Romania

´- og skriv et eller andet sted at det er til mig, så mutter ved det..

Spasser.

Jeg har mistet min tlf.... Ja jeg er en spasser!
Tirsdag var vi taget til Buduhala, en anden flække, for at lave en aktivitet for Tolerence Day... Vi havde lavet en awesome video som vi ville vise, men udstyret virkede selvfølgelig ikke. Heldigvis havde franskmanden Lucie og jeg klædt os ud som klovne (i det tøj vi kunne finde og sætte sammen natten inden) og brugte et godt stykke tid på at underholde alle ungerne ved at løbe rundt og danse - og bagefter lavede Lucie vilde kunstner med ild! Alle børnene eeeelskede os og ville havde autografer på armene og i bøger og på de balloner vi havde taget med og udspurgte os en masse på rumænsk.. hmmm... Men det var rigtig sjovt det hele.. INDTIL...... babababaaam.... Min telefon var pist væk! Jeg havde lagt den på scenen imellem vores tasker og jakker og det må nogen havde set og ikke kunnet styre sig og sagt HAPS uden nogen så det. Da vi havde kigget alt igennem og ringet til den hvorefter personen bare lagde på og derefter slukkede den, begyndte vi at fortælle folk om den manglende lyserøde touch telefon og direktøren fik en af mine rumboers nr til hvis de fandt den.
Nu er den heldigvis dukket op igen! De fandt vist ud af at det ville være lidt for risikabelt at rende rundt med den omtalte lyserøde telefon og smed den et sted - uden simkort. Så jeg får den nok snart tilbage.. Når den får lettet røven til Hobita engang :)

Onsdag var vi på EVS Caravan, som handlede om at blive losset ud på et universitet i Targu Jiu og prøve at lokke de unge til at tage på EVS i et andet land. Det var ikke vildt spændende nej - men jeg tror vi fik overtalt et par stykker.. mission fuldført..

Torsdag havde vi et mini kursus "How to write a project" som var.. nogenlunde.. Det var i hvert fald dejligt at se de andre frivillige igen igen.. Og vi fik et diplom som vi sikkert kan bruge til et eller andet senere.. Da kurset sluttede spurtede vi (i en taxa) til banegården for at nå et tog til Craiova for at holde byebyeparty for Fridolin, som nu er taget tilbage til Tyskland, pivpiv! Vi stod på banegården og ventede på toget og åd chips da en mand i et tog fløjtede og en af os spørger "Are we sure its not that train?" en anden svarer "IT IS!" og 6 mand sætter i løb med tasker og mad i hænderne henover skinnerne for at nå toget som er begyndt at køre. Manden stoppede ikke toget, så vi blev nødt til at springe på toget mens det kørte! Skodtoge som i forvejen er ret svære at komme ind i stillestående fordi de er så høje og gelænderet i den ene side er døren, som man lukker i hovedet på sig selv hvis man trækker for hårdt for at hive sig op. Men det lykkedes for os! Hurra for skodtoge som kører med dørene åbne!

Efter omkring 3 timer i toget ankom vi til Craiova og prøvede at finde Fridolin på banegården. Vi fik at vide at han var på vej og gik på toilet i mellemtiden. Dejlige klamme offentlige toiletter hvor man betaler 1 lej og får et klamt stykke toiletpapir af en klam dame ved et klamt bord. Selve toilettet var faktisk okay for en gangs skyld! Så kom Fridolin og to af hans venner og hentede os. Den ene, Bianca, var sååå sød og havde det smukkeste ansigt jeg nogensinde har set(!) og dreadlocks - så vi havde lige vupti endnu mere at snakke om. Der kom nogle flere af hans venner - dejlige mennesker allesammen! Vi tog på et slags diskotek, som lige pludselig skiftede fra DJ til livemusik - og blev helt fantastisk! Danse danse danse - pause på trappen udenfor, hvor jeg scorede os en kontakt til at få en masse brugt tøj til de fattige... hvis han husker at han har mit navn et random sted i sin tlf...

Fredag tog vi på roma marked lidt udenfor storbyen.. WOOOW!
- og så hjem til Hobita..

Lørdag, i dag, har vi brugt på at vente på at organisationen skulle fortælle pigerne hvornår de skulle afsted til Predeal til midtterm training.. - Omkring kl 4 fik vi at vide at det var kl 12 i aften... Omkring kl 6 ringede de så igen og sagde at de først skal afsted i morgen, men stadig kl 12 om aftenen.. Dejlig organisation!

Uh forresten... Mira kom torsdag aften til Craiova og festede med os! En sød sød dansker som Mathias kender hjemmefra, som skal arbejde udenfor Craiova - og som børster tænder sjooooovt!